Valuta - valutabeholdningen, er et lands internationale valutareserve. Den Internationale Valutafonds (IMF's) retningslinjer for opgørelse af valutabeholdning er baseret på lidt andre principper end den opgørelse, som fremgår af Danmarks Nationalbanks regnskabsmæssige balance.

Nationalbankens valutareserver består af guld, fordringer på udlandet, særlige trækningsrettigheder (se SDR) i IMF og reservestilling over for IMF. Når valutareserven opgøres netto, fratrækkes Nationalbankens forpligtelser over for udlandet.

Hovedformålet med valutabeholdningen er, at Nationalbanken skal kunne intervenere på valutamarkedet. Der lægges stor vægt på, at beholdningen hurtigt kan omsættes til likvider; derfor placeres en stor del på anfordringskonti i udenlandske pengeinstitutter eller i obligationer med høj sikkerhed.

Nationalbankens valutabeholdning er overvejende placeret i fordringer eller finansielle instrumenter lydende på euro, dollar, pund og yen.

For at begrænse kreditrisikoen på udenlandske fordringer, dvs. fordringer på udenlandske stater, banker mv., fastsætter Nationalbanken et loft (limit) for størrelsen af de enkelte væsentlige mellemværender.

Læs mere om valutakursen eller om valuta generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig