Valgstatistik, statistik i forbindelse med valg, herunder valg til EU-Parlamentet, og folkeafstemninger, som i Danmark udarbejdes af Danmarks Statistik og Indenrigsministeriet i fællesskab. Ved folketingsvalg udsender Danmarks Statistik før valget en opgørelse over antallet af stemmeberettigede vælgere og efter valget Indenrigsministeriets officielle oversigt over valgresultatet med fordeling af bl.a. stemmetal på partier og kandidater, herunder personlige stemmer, stemmeprocent og ugyldige stemmer. Ved kommunalvalg udsendes tilsvarende opgørelser. Endvidere udfærdiges tabeller med oplysninger om kandidaterne; fra og med valget i 1997 fordeles kandidaterne efter såvel parti og valg/ikke-valg som køn, alder, ejer-/lejerbolig, indkomst, statsborgerskab, erhverv mv.