Valgperiode, den periode, for hvilken valg af medlemmer til et bestemt hverv gælder. Ved nogle typer af valg er valgperioden fastlåst, fx i landets forfatning, og kan ikke ændres, mens den andre steder kan forkortes, hvis der udskrives nyvalg inden den stipulerede periodes udløb.

Valg til såvel Folketinget som kommunalbestyrelser og regionsråd gælder i Danmark for fire år, mens valg til Europa-Parlamentet gælder for fem år. Valgperioden til Folketinget afkortes dog, såfremt statsministeren udskriver nyvalg inden valgperiodens udløb. Valgperioden for kommunal- og regionsvalg og for valg til Europa-Parlamentet ligger derimod fast.

Eksempler på faste valgperioder ser man vedr. det norske Storting og Kongressen i USA (og præsidentvalg i USA). Et eksempel på varierende valgperioder er Underhuset i Storbritannien. Nogle steder er det teoretisk muligt at opløse parlamentet før den ordinære valgperiodes udløb, men det er så kompliceret, at det ikke sker. Sverige er et eksempel på dette.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig