vævsheling

Vævsheling, de processer, der efter vævsbeskadigelse, fx sår, knoglebrud, betændelse og lokal vævsdød (nekrose) efter blodprop, træder i funktion for om muligt at genskabe normal struktur og funktion. I mange organer kan bortfald af specialiserede celler kompenseres ved deling af bevarede celler i omgivelserne. Overhudens epithel kan således gendannes fra siderne ved snitsår, og selv store tab af leverceller eller bloddannende knoglemarvsceller kan ligeledes erstattes. Specifikke organceller indgår imidlertid i en strukturel sammenhæng med støttevæv, og en genskabelse af helt normale forhold er ikke altid mulig. I nogle organer, fx hjertemuskel og hjernevæv, er der ingen eller ringe mulighed for gendannelse af specialiserede organceller. Helingen sker her kun ved nydannelse af støttevæv, i hjernen gliaceller, andre steder bindevæv. En sådan ardannelse vil medføre nedsættelse af organets funktion.

Uanset om specifik cellenydannelse er mulig, er vævsheling altid ledsaget af stærk aktivitet af bindevævet. I begyndelsen dannes granulationsvæv. Der aflejres fibrin i blodansamlinger og ved udsivning fra blodkar, og herefter kommer der stærk nydannelse af blodkar. I løbet af få dage sker der en kraftig vækst af fibroblaster med dannelse af bindevævsfibriller (kollagen), og efterhånden omdannes området til et fast ar. Ved knoglebrud deltager knogleceller (osteoblaster) i helingsprocessen ved brudenderne.

Vævsheling reguleres af et kompliceret system af signalstoffer (cytokiner, vækstfaktorer) produceret af de implicerede celler.