utopisk socialisme

Utopisk socialisme er en særlig genre inden for utopisk tænkning, der navnlig i tiden mellem revolutionerne i 1789 og 1848 formulerede idéer om idealsamfund, der var baseret på harmoni, ejendoms- og produktionsfællesskab og frihed for materiel nød; de vigtigste skikkelser er Henri de Saint-Simon, Gracchus Babeuf (1760-97), Robert Owen, Charles Fourier, Étienne Cabet og Wilhelm Weitling. Betegnelsen utopiske socialister blev hæftet på dem af Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest (1848).

Fælles for de utopiske socialister er en dybtgående civilisationskritik, der er koncentreret om en afvisning af den kapitalistiske ideologi, navnlig den liberalistiske individualisme og konkurrence; desuden analyserer de årsagerne til fattigdom, social ulighed og samfundsmæssige konflikter. De utopiske socialister er oplysningstidens arvtagere i den forstand, at de troede på, at samfundet kunne forbedres gennem fornuftsbaseret kritik. De mente også, at menneskenes muligheder for at forbedre sig var ubegrænsede, og at kun ydre omstændigheder forhindrede dem i at organisere deres liv og samfundet rationelt.

De utopiske socialisters visioner er meget forskellige. En del, fx Babeuf og Fourier, søgte tilbage til agrar- og håndværkersamfundets små produktionsenheder og nære sociale relationer; andre som Saint-Simon og Owen tog udgangspunkt i den industrielle produktionsform og så i dennes evne til at tilfredsstille materielle behov et grundlag for et fremtidigt lykkeligt samfund.

Et svagt punkt var deres forestillinger om midlerne til at tilvejebringe det gode samfund. De fleste af dem mente, at deres analyser og visioner var så indlysende rigtige, at alle, også de herskende, efterhånden måtte indse det fornuftige og det etisk nødvendige i at følge deres anvisninger. Forestillingen om den politiske kamps nødvendighed for at realisere utopien lå dem fjernt, og det var just her, Marx og Engels satte ind med deres kritik og påpegning af klassekampen som den historieskabende faktor; de anerkendte dog samtidig en række af de utopiske socialisters indsigter og optog elementer herfra i deres egen teoribygning. De utopiske socialister fik en vis indflydelse i den tidlige arbejderbevægelses socialismeforestillinger, men deres tanker blev aldrig en del af bevægelsens officielle ideologi. Til gengæld blev de lagt til grund for en lang række forsøg på at virkeliggøre idealsamfund i Amerika, hvortil nogle af utopisterne og eksilerede ledere for den tidlige arbejderbevægelse emigrerede, bl.a. grundlæggeren af den danske socialistiske bevægelse, Louis Pio.

I 1900-talletss socialdemokratiske og kommunistiske arbejderbevægelse indgik utopisk socialistisk tænkning kun som vage forestillinger om det socialistiske eller kommunistiske idealsamfund. Men en række filosoffer har påpeget utopiens nødvendighed, også inden for rammerne af marxistisk tænkning. Det gælder bl.a. Ernst Bloch, der peger på fantasiens og håbets frigørende muligheder, og Herbert Marcuse, der i den utopiske fantasi så en mulighed for at overvinde kapitalismens undertrykkelse og virkeliggøre et menneskeligt samfund. De fik begge betydelig indflydelse på ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne. Forstået som storslåede visioner om et idealsamfund hævdes den utopiske tradition i dag at være udtømt.