Usbekisk, sydøstligt tyrkisk sprog, som tales i Centralasien af ca. 20 mio., især i Usbekistan (ca. 16 mio.), men også i Nordafghanistan (ca. 1,5 mio.), Tadsjikistan (ca. 1,5 mio.), Kirgisistan (ca. 600.000), Kasakhstan (ca. 350.000), Turkmenistan (ca. 350.000) og den kinesiske provins Xinjiang (ca. 5000).

Usbekisk blev indtil 1992 skrevet med det kyrilliske alfabet; herefter anvendes det latinske alfabet parallelt med det kyrilliske. Karakteristisk for skriftbilledet er de mange apostroffer, der har forskellig funktion; i tegnet o' angiver det en udtale svarende til dansk ø.

Usbekisk er det eneste tyrkiske sprog, som ikke har vokalharmoni. Ordforrådet er under stærk indflydelse fra iranske sprog, især tadsjikisk, med hvilket usbekisk har levet i en århundredlang symbiose.

Oldusbekisk eller tjagataisk var et vigtigt litteratursprog i 1400-1600-t. i Centralasien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig