Urmager er en håndværker, der tidligere selv fremstillede ure, men som fra ca. 1850, da urproduktionen blev industrialiseret, især forhandler og reparerer ure.

Fra slutningen af 1900-tallet er faget dog under pres, dels fordi et nyt ur ofte vil være billigere end en reparation, dels fordi ure også forhandles af andre end urmagere. Faget kendes i Danmark fra 1400-tallet. Fx fik urmageren Didrik Sigermager borgerskab i Aarhus 1491. Den første danske urmager, hvis ure er bevaret, er Steffen Brenner.

Da de ældste værker til såvel tårnure som stueure blev udført i jern af dygtige klejn- eller låsesmede, var urmagerne oprindelig medlemmer af smedelavene, men efterhånden som hovedproduktionen blev stue- og lommeure med komplicerede gang- og slagværker af messing, opstod ønsket om eget lav. Et sådant blev oprettet i København i 1755 som det eneste i Danmark, Norge og hertugdømmet Slesvig. Lavet omfattede også en del provinsmestre.

Med Næringsloven af 1857 bortfaldt urmagerlavets faglige betydning. I stedet opstod Urmagerforeningen af 7. april 1875, som i 1889 tog initiativet til oprettelsen af Den Danske Urmagerskole. Fra 1893 blev provinsmestrene samlet i Dansk Urmager og Optiker Centralforenings lokalforeninger. Centralforeningen blev i 1975 landsdækkende, idet Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn indtrådte som en amtsforening. Fra 1899 er svendene efterhånden blevet organiseret i Urmagernes og Optikernes Landssammenslutning.

Behovet for værkstedsplads varierer efter urværkernes størrelse. Til lommeure og mindre stueure er et arbejdsbord med skruestik tilstrækkeligt, mens stand- og tårnure kræver mere plads. Arbejdsredskaberne omfatter dels håndværktøj som hamre, ambolte, save, bor, gravstikker, pincetter, tænger mv., dels maskiner, der anvendes til drejning og til fremstilling af tandhjul, bl.a. dele- og skæremaskiner samt vælsemaskiner, der afrunder tænderne.

Urmageruddannelsen i Danmark er en fireårig erhvervsuddannelse, som omfatter dels praktik i en eller flere urmagerbutikker, dels undervisning på Den Danske Urmagerskole, som har til huse på Zealand Business College i Ringsted.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig