Ungdomskontrakt, foranstaltning med både strafferetligt og socialretligt indhold. I begyndelsen af 1990'erne blev ungdomskontrakter indført som forsøgsordning i dele af landet for at give unge lovovertrædere "en ramme og et perspektiv". Den unge skulle forpligte sig til at deltage i bestemte, "umiddelbart mærkbare og relevante" aktiviteter, fx i en klub eller forening. I 1998 blev ordningen gjort permanent og landsdækkende. Den omfatter især sager om berigelseskriminalitet, hvor bøde ikke er tilstrækkelig. Kontrakten kan omfatte foranstaltninger efter Lov om social service og skal indeholde en plan for den samlede indsats over for den unge. Foranstaltninger fastsættes som vilkår for et tiltalefrafald.