Undervognsbehandling, behandling af undersiden af et motorkøretøj for at forhindre rustdannelser og tæring. I løbet af 1950'erne blev undervognsbehandling nødvendig dels pga. den begyndende anvendelse af salt på vejene om vinteren, dels pga. at næsten alle biler blev bygget med selvbærende karosserier svejst sammen af tynde stålpladeprofiler. Først anvendtes påsprøjtning af et tyndt lag såkaldt gummihud, men det viste sig, at dette lag løsnede sig og skabte ideelle forhold for rustdannelser. Efter 1960 begyndte man at anvende en meget tyndtflydende voks, som kunne trænge ind i alle sprækker, og som holdt sig elastisk i lang tid; på udsatte steder evt. suppleret med en voks af noget sværere konsistens. En undervognsbehandling skal gentages med nogle års mellemrum for at forblive effektiv.