underskudsfremførsel

Underskudsfremførsel, overførsel af et skattemæssigt underskud eller tab til modregning i positiv indkomst i de efterfølgende år. For personer kan underskud i den skattepligtige eller personlige indkomst efter nærmere regler modregnes i tilsvarende indkomster for de følgende indkomstår; sådanne underskud kan tillige overføres til modregning i en eventuel ægtefælles tilsvarende indkomster. Det fremførte underskud skal modregnes, så snart det er muligt. Der gælder tilsvarende regler for selskaber, fonde mv. Derimod kan underskud ikke tilbageføres til tidligere år (carry back), medmindre der er tale om et dødsbo.

Nogle skattemæssige tab, bl.a. visse tab på aktier og fast ejendom, kan kun modregnes i gevinster af samme art. Er der i samme år ingen gevinst at modregne i, kan tabet modregnes i tilsvarende gevinster opnået i de følgende år.

For både personer og selskaber mv. er der i lovgivningen indført en række begrænsninger, der skal forhindre, at reglen om underskudsfremførsel medfører utilsigtede fordele.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig