Underholdspligt, pligt til at forsørge ægtefælle og børn. Underholdspligten over for ægtefællen varer fra ægteskabets indgåelse indtil separation eller skilsmisse. Den gælder både ved fælleseje og særeje. Underholdspligten over for børn varer, indtil de er 18 år, men uddannelsesbidrag kan pålægges, indtil barnet er 24 år. Underholdspligten omfatter adoptivbørn, men ikke stedbørn og plejebørn.

Den privatretlige underholdspligt forpligter en ægtefælle over for den anden ægtefælle eller en forælder over for sit barn. Den offentlige underholdspligt forpligter ægtefæller og forældre over for det offentlige til at forsørge deres ægtefælle og børn. Ægtefællers underholdspligt er gensidig og kan opfyldes enten ved pengebidrag eller ved arbejde i hjemmet, pasning af børn osv. Pligten gælder efter evne og omfatter det, der efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet regnes, hvad der kræves til husholdningen, børnenes opdragelse og fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov. Underholdspligten over for børn opfyldes normalt ved, at barnet forsørges i det fælles hjem. Opfylder en af forældrene ikke underholdspligten, kan det pålægges denne at udrede bidrag til barnets underhold. Tilsvarende kan en ægtefælle, der ikke opfylder sin underholdspligt over for den anden ægtefælle, pålægges at betale underholdsbidrag. Se også børnebidrag.

Underholdsbidragskonventionerne

Internationale konventioner indeholder regler, som sikrer, at underholdsbidrag, der er blevet fastsat i ét land, kan blive inddrevet i et andet land, hvor den bidragspligtige bor. EU-Domskonventionen og Luganokonventionen indeholder regler om, hvor i Europa en sag om underholdsbidrag kan anlægges, og om fuldbyrdelse af dommen. Haagkonventionerne, der også omfatter lande uden for Europa, omfatter inddrivelse af bidrag til børn og underholdsbidrag til voksne. Endvidere findes der en særlig konvention om inddrivelse af underholdsbidrag mellem de nordiske lande og en FN-konvention om retshjælp til inddrivelse af underholdsbidrag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig