Underholdningsmusik, i snæver forstand musik, der udelukkende tjener til underholdning. Musik har til alle tider haft forskellige konkrete funktioner, fx i forbindelse med liturgi (se kirkemusik), dans og terapi, men er i stort omfang derudover blevet anvendt til adspredelse, såvel for den udøvende (bl.a. kammermusik og salonmusik) som for tilhøreren (fx i form af hoffernes taffelmusik). Musik med dette formål kendes fra antikken og er i stort omfang overleveret fra renæssancen (fx madrigal), barokken (koncert, opera), wienerklassikken (bl.a. strygekvartet, symfoni, klaversonate og divertimento) og romantikken (lied, karakterstykker for klaver og især musik, der specielt var beregnet til underholdning for bredere samfundslag, af bl.a. Johann Strauß og H.C. Lumbye). I 1900-t. udviklede underholdningsmusikken sig til en omfattende kulturindustri, ikke mindst som følge af de muligheder for distribution, som blev tilvejebragt gennem udviklingen af medier som radio, tv, grammofonplade og cd; de dermed ændrede lyttevaner har medført, at også musik, der oprindelig er komponeret til andre formål, anvendes som underholdningsmusik, hvorved dette begreb udvides; se også populærmusik.