umættet fedt

Umættet fedt er fedt (i form af triglycerider) med umættede fedtsyrer. Umættede fedtsyrer indeholder en eller flere dobbeltbindinger imellem kulstofatomerne. Indeholder fedtsyren en enkelt dobbeltbinding, betegnes den enkeltumættet eller monoumættet, mens en fedtsyre med flere dobbeltbindinger betegnes flerumættet eller polyumættet.

Monoumættet fedt findes i bl.a. olivenolie, nødder og avocado, flerumættet fedt i fx solsikkeolie, majsolie og fed fisk. Det anbefales, at hovedparten af det fedt, vi indtager med kosten, er flerumættet, da det sænker koncentrationen af kolesterol i blodet. Desuden er flerumættede fedtsyrer nødvendige for alle organismens celler, men vi kan ikke selv danne dem, hvorfor de må tilføres med kosten.

Umættede fedtsyrer inddeles i underklasser efter den sidste dobbeltbindings placering i kulstofkæden. I omega-3-fedtsyrer (n-3-fedtsyrer) er den sidste dobbeltbinding placeret ved det tredjesidste kulstofatom, i omega-6-fedtsyrer (n-6-fedtsyrer) er den placeret ved det sjettesidste kulstofatom.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig