Ulo, (ældre retskrivning af grønl. ulu, opr. 'skærende del af redskab'), arbejdsredskab, der bruges af kvinderne i inuitkulturen til flænsning af byttedyr, skindskrabning og skindsyning. Uloen kendes fra alle inuitter, men optræder i lidt forskellig udformning; oprindelig med stenblad, senere lavet af jern med skæfte af ben eller træ. Kvindekniven bruges i nutidens Grønland som kvindesymbol, og i smykkeindustrien fremstilles den i miniatureudgave, fx som halskædevedhæng eller øreringe.