ukrainsk

Ukrainsk opstod i løbet af 1300-1400-tallet, hvor de tre nuværende østslaviske sprog, ukrainsk, russisk og belarusisk, udskiltes fra oldrussisk. Ukrainske træk kan ses allerede i de tidligste østslaviske skriftkilder, fx Halytj-krøniken fra den vestlige del af Kyiv-området, overleveret i et håndskrift fra ca. 1420.

I 1600-tallet øvede ukrainsk en vis indflydelse på russisk, fordi det ukrainske område fungerede som kulturbro fra Vesteuropa til Rusland. I midten af 1800-tallet skabtes det moderne litteratursprog på basis af centralukrainske dialekter; i Rusland blev sproget dog stadig betragtet som en variant af russisk, og i 1876 blev det forbudt at trykke skrifter på ukrainsk inden for Det Russiske Imperiums grænser. I sovjettiden var russisk dominerende, og ukrainsk blev opfattet som mindre fint. Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har ukrainsk oplevet en opblomstring og tales af stadigt flere mennesker.

Ukrainsk skrives som flere andre sprog (serbisk, makedonsk, bulgarsk, russisk, mongolsk, kasakhisk m.fl.) med en ukrainsk version af det kyrilliske alfabet, der har særlige tegn for specielle ukrainske lyde: і for [i], ї for [ji], є for [je] og tegnet ' til markering af, at efterfølgende [j] ikke palataliserer den foregående konsonant.

Karakteristisk er bl.a., at e og o i lukket stavelse bliver i, jf. nominativformerne sim 'syv' og rih 'horn' over for genitivformerne semy og rohu. Desuden forekommer "lange" dobbeltkonsonanter, fx -nn- i pytannja 'spørgsmål', samt såkaldt v-protese, dvs. udvikling af v- foran oprindeligt initialt o- og u-, jf. vin 'han' og vulytsja 'gade' i modsætning til russisk on og ulitsa.

Ukrainsk er et flekterende sprog med et kompliceret nominalt bøjningssystem. Der er således syv kasus, idet ukrainsk til forskel fra russisk og belarusisk også har vokativ som en aktiv kasus. I substantivbøjningen bliver h til z, k til ts og ch til s foran endelsen -i, jf. luh 'eng' over for na luzi 'på engen', knyzhka 'bog' over for u knyzhtsi 'i bogen' og poverch 'etage' over for na poversi 'på etagen'.

Verbalsystemet har fire tider: præsens, futurum, præteritum og pluskvamperfektum. Karakteristisk er en særlig syntetisk futurumsform, der kan dannes til imperfektive verber, fx pysatymu 'jeg vil skrive' over for den normale analytiske futurum budu pysaty, der også kendes fra andre slaviske sprog, fx russisk. Et særtræk er desuden de ubøjelige former på -no og -to, der angiver et indefinit personligt subjekt, fx knyzhku napysano 'man har skrevet bogen'. Af særlige syntaktiske træk kan nævnes, at negeret objekt, som fx på polsk, altid står i genitiv.

Det oldkirkeslaviske præg er svagere i ukrainsk end i russisk. Til gengæld er ukrainsk stærkt præget af den tætte kontakt med Polen og Litauen, især fra middelalderen til midten af 1600-tallet, men også senere.

Der er betydelig forskel på vest- og østukrainsk; det sidste bærer stærkt præg af russisk påvirkning. Af forskelle mellem ukrainsk og russisk ordforråd kan fx nævnes ordet for 'tak': vestukrainsk djakuju (jf. polsk dziękuję) over for østukrainsk spasibi og russisk spasibo.

Karakteristisk er desuden et betydeligt antal ord af latinsk og vesteuropæisk, især tysk oprindelse, fx kosjulja 'skjorte', af latin casula 'hytte, telt, klædningsstykke med hætte', over for russisk rubasjka, kolir 'farve', af latin color, over for russisk tsvet, papir 'papir', af latin papyrus, af græsk papyros, over for russisk bumaga samt kosjtuvaty 'koste', af middelhøjtysk kosten, af middelalderlatin costare, over for russisk stoit'. Disse lån er alle indgået i ukrainsk via polsk i løbet af 1500-1600-tallet

På danske universiteter kan ukrainsk ikke studeres som selvstændigt sprog, men Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet har en betydelig samling af ukrainsk litteratur.