Udsalg er salg til nedsatte priser, ofte i en kort periode, såkaldte sæsonudsalg. I ældre tid var udsalgsperioderne fastsat i lovgivningen, men i dag må de erhvervsdrivende selv bestemme, om og hvornår de vil holde udsalg. Det er dog altid et vilkår for at reklamere med udsalgspriser, at de omhandlede varer tidligere har været udbudt til salg til højere priser. Normalprisen er prisen inden udsalget startede.

Har forbrugeren købt en udsalgsvare, kan forbrugeren stille samme krav til den som til varer, der ikke er sat ned i pris. Købelovens regler gælder fuldt ud for udsalgsvarer. Forbrugeren har altid to års reklamationsret – også på udsalgsvarer. Forbrugeren kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som forbrugeren er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for, at varen er blevet sat ned i pris.

Ved ophørsudsalg må der ikke tilføres forretningen nye varer under udsalget, og udsalget skal afsluttes i løbet af en passende kort periode. Den erhvervsdrivende må tilføre varer, som denne har bestilt, inden ophørsudsalget begyndte, og som den erhvervsdrivende er forpligtet til at betale for. Udtryk som ophørsudsalg må kun benyttes, hvis der er sikkerhed for, at forretningen lukker. Ved annoncering med et udsalg i forbindelse med flytning til andre lokaler, ombygningsudsalg eller lignende skal en flytning eller ombygning være umiddelbart forestående, og annonceringen skal ophøre, når flytningen eller ombygningen er overstået.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig