Udenrigsråd, stillingsbetegnelse, der ved Udenrigsloven af 1945 blev tillagt cheferne for Udenrigsministeriets daværende tre afdelinger. Efter svensk forbillede valgtes betegnelsen udenrigsråd frem for den i andre ministerier anvendte betegnelse afdelingschef. Udenrigsrådernes umiddelbare foresatte var direktøren for Udenrigsministeriet. Fra 1972 blev der i forbindelse med Danmarks indtræden i EF oprettet to, senere tre departementer, hvert under ledelse af en departementschef. Departementscheferne blev således mellemled mellem direktøren og udenrigsråderne.

Ved en omorganisering i 1991 af Udenrigsministeriets opbygning blev betegnelserne departementer og afdelinger afskaffet; udenrigsråderne blev underlagt direktøren, og deres antal reduceret fra otte til først to, senere tre, nemlig lederne af Nordgruppen og Sydgruppen og af det i 2000 oprettede Danmarks Eksportråd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig