ubåd

Konstruktionsmæssigt er ubådes centrale element et vandtæt trykskrog. Det er af cirkulært tværsnit og beregnet til at modstå selv meget store vandtryk under neddykket sejlads. Indvendig er trykskroget ved skotter og dæk med vandtætte døre og luger opdelt i mindre, vandtætte rum.

Uden på trykskroget sættes et formskrog, der gør, at ubåden bliver strømlinet. Dette bevirker, at støjen minimeres og hydrodynamikken forbedres. Formen gør desuden, at ubåden opnår større hastighed under vandet end på overfladen. Neddykket kan nogle ubåde opnå hastigheder på over 40 knob.

Ubådens tårn placeres oven på trykskroget med vandtætte luger i top og bund, således at man kan komme ind og ud af ubåden. I tårnet placeres teleskopiske master til bådens periskoper, antenner og snorkel. Tårnets top fungerer som kommandobro under overfladesejlads.

Evnen til at dykke og dykke ud tilvejebringes af et system af ballasttanke til havvand, der fyldes, når ubåden dykker, og tømmes ved hjælp af luft, når den skal op igen. Ubådens dybde under neddykket sejlads styres med vandrette ror på bådens sider ved stævn og hæk samt evt. på tårnet. Disse ror virker uafhængigt af hinanden og bevirker, at ubåden kan ændre sin dybde uden at ændre hældning.

Det konventionelle fremdrivningsmaskineri er elmotorer, der strømforsynes fra akkumulatorbatterier, som genoplades af dieselgeneratorer. Hertil kræves bl.a. luftforsyning, og ubåden må derfor dykke ud eller snorkle.

En moderne ubåd anvender luftuafhængigt fremdrivningssystem. Dette gør, at ubåden kan være neddykket i flere uger og derfor ikke behøver at snorkle. De første atomdrevne ubåde, der kom frem i midten af 1950'erne, anvendte en simpel atomreaktor og dampkedler til strømproduktion til fremdrivningen. Atomubåde kan forblive neddykkede i meget lang tid, idet de ikke behøver ilt til genopladning af batterier, og de kan præstere høj fart i neddykket tilstand.

Udviklingen af nye fremdrivningssystemer skyldes til dels, at man ønskede at gøre sig uafhængig af snorkel, specielt i militære sammenhænge. Det er under disse perioder, at ubåden er særlig udsat for opdagelse, og af samme grund ønskede man en mere lydløs sejlads.

I begyndelsen anvendtes ubådene traditionelt til fremskudt rekognoscering og angreb på overfladeskibe. De tidlige typer var udrustet til at angribe både fra periskopdybde med torpedoer og i overfladen med kanoner. Artilleri indgår dog ikke længere i ubådes bevæbning. Stort set alle ubåde til militært brug medfører torpedoer, øvrig bevæbning beror på type og opgave.

De moderne ubåde deles op i to kategorier, angrebsubåde og strategiske ubåde. En højteknologisk angrebsubåds opgaver er primært at beskytte de store skibe mod andre ubåde, lokalisere og destruere fjendtlige strategiske ubåde samt affyre krydsermissiler. Derudover anvendes den til ilandsætning af specialstyrker, efterretningsindhentning samt minelægning. Disse opgaver gør, at den er udrustet med både krydsermissiler og torpedoer, der kan affyres fra samme torpedorør.

En strategisk ubåds opgaver er at patruljere i månedsvis i de store oceaner. Den er udrustet med torpedoer til selvforsvar samt krydsermissiler og interkontinentale ballistiske missiler, hvilket har øget ubådes potentiale og i sidstnævnte tilfælde gjort dem til komponent i atommagternes strategiske arsenal.

Nutidens ubåde findes i meget forskellige typer og størrelser, fra verdens største, den nu skrottede russiske atomdrevne Typhoon-klasse, en strategisk missilubåd med et neddykket deplacement på 25.000 t og en besætning på mere end 150 mand, til fx den danske konventionelle ubåd af Narhvalen-klassen, der var på 450 t og med en 23 mands besætning. Den maksimale dykkedybde varierer ligeledes fra mere end 500 m til kun ca. 100 m. Rækkevidden for atomubåde er næsten ubegrænset, mens den for de konventionelle ubådes vedkommende er begrænset til få tusinde sømil.

I nyere tid er der tillige udviklet ubåde eller ubådslignende konstruktioner til ikke-militære formål som fx forsknings-, eftersøgningsopgaver og turistindustrien. Disse ubåde er oftest små, har lille besætning, begrænset rækkevidde og er afhængige af et moderskib i nærheden, men kan som oftest dykke til flere tusinde meters dybde.

Den første gang, hvor en ubåd sænkede et skib, var under Den Amerikanske Borgerkrig. En af nyere tids mere omtalte episoder, hvor en ubåd sænkede et krigsskib, var under Falklandskrigen i 1982, hvor den britiske atomubåd Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano.

Fremkomsten af ubåden ændrede radikalt søkrigsførelsen fra begyndelsen af 1900-t. Den gjorde det muligt for selv relativt svage flåder at optræde offensivt og gjorde enhver forestilling om absolut søherredømme illusorisk. Under begge verdenskrige blev ubåde anvendt taktisk mod fjendens krigsskibe, men deres strategiske rolle bestod i at afskære søværts forsyningslinjer og dermed skabe en effektiv blokade.

Tilstedeværelsen af en ubåd opdages oftest ved hjælp af passive eller aktive sonarer. Moderne ubådskrig udføres oftest i samarbejde med fly og helikoptere. Dette skyldes, at ubåde sjældent har midler mod fly og helikoptere. Derved kan man holde egne skibe i sikker afstand fra en fjendtlig ubåd.

Se også Slaget om Atlanterhavet.