Et tågekammer er et apparat til registrering af ioniserende partiklers spor. Det består af en beholder fyldt med luft, der er mættet med vanddamp. I bunden er der et stempel, og foroven et vindue. Hvis luften ekspanderes ved pludselig at sænke stemplet, resulterer det i en overmætning af vanddampen, som nu vil have en tendens til at fortættes i små, synlige dråber (tåge). De (usynlige) ladninger, som en ioniserende partikel, fx en alfapartikel, måtte have efterladt sig langs sit spor, vil virke som kim for dråbedannelsen. Derved gøres sporet synligt, således at det vil kunne affotograferes, inden dråberne opløses igen.
Tågekammeret blev udviklet mellem 1896 og 1912 af den skotske fysiker og kemiker C.T.R. Wilson (1869-1959) og var i kernefysikkens tidlige periode det vigtigste redskab til at studere partikler og deres henfald. Wilson fik Nobelprisen i fysik i 1927 for udviklingen af tågekammeret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.