tyrkiske tæpper

Tyrkiske tæpper, anatolske tæpper, vævede og knyttede tæpper udført i det område, der i dag omfattes af republikken Tyrkiet.

De ældste er fra 1200-1300-tallet, bevaret som fragmenter fra Alaüddin-moskéen i Konya; fra 1400-tallet stammer Drage-Føniks-tæppet og Marbytæppet.

1500- og 1600-tallet var en blomstringperiode med centrum i byen Uşak i det vestlige Tyrkiet. De såkaldte Holbein- og Lottotæpper, ushaktæpper, fugletæpper mfl. eksporteredes i stort tal til Europa, hvor de var kostbare statussymboler.

Fra 1500-tallet og senere stammer talrige tæpper i små formater, hovedsagelig bedetæpper, fra bl.a. Bergama, Ghiordes, Kayseri, Kirşehir, Kula, Ladik og Milas.

Knytningen med den symmetriske tyrkiske knude er gerne ret løs, og der er anvendt både uld og bomuld. Sideløbende med værkstedsproduktionen er der fx i det nordøstlige Tyrkiet (Kars) udført enklere tæpper og andre tekstiler til eget brug af bl.a. nomader, ofte betegnet yürük, som er både kelimer og knyttede arbejder.

Fra midten af 1800-tallet degenererede traditionerne, de syntetiske farver vandt frem, og en masseproduktion af billige tæpper med enkle mønstre blev igangsat med İzmir som centrum for eksport til Europa og USA.

I samme periode påbegyndtes en produktion af tæpper i fineste kvalitet i Hereke nær Istanbul; der blev fortrinsvis knyttet silketæpper, fx kum-kapu-tæpper.

For at imødegå en dalende kvalitet i 1900-tallets produktion har man bl.a. igangsat det såkaldte DOBAG-projekt (1981) i en række landsbyer i det vestlige Tyrkiet til genopretning af traditionelle fremstillingsmetoder med anvendelse af naturfarvestoffer.

Türk ve Islam Eserleri Müzesi, museet for tyrkisk og islamisk kunst i Istanbul har verdens betydeligste samling af tyrkiske tæpper.