Tvangsindgreb er et efterforskningsskridt, der kan foretages af politiet, i de fleste tilfælde med rettens godkendelse, fx fængsling, der er frihedsberøvelse, eller telefonaflytning, der er et indgreb mod meddelelseshemmeligheden. Retsplejeloven regulerer, hvornår tvangsindgreb kan foretages, idet der bl.a. stilles krav til kriminaliteten, behovet for indgrebet samt styrken af mistanken. Kravene er størst for mere alvorlige indgreb, fx fængsling. Mindre alvorlige eller hastende indgreb besluttes af politiet, mens andre indgreb kræver forudgående eller efterfølgende tilladelse fra retten. Se også efterforskning.