Tv-serier er fiktionshistorier, der er fortalt i en sammenhængende række afsnit. Fortællingerne er bundet sammen af et velkendt karaktergalleri og et lige så kendt miljø, hvor der udspilles en handling.
Der skelnes ofte mellem episodiske tv-serier og føljetoner. I episodiske serier indeholder hvert afsnit en afsluttet fortælling, hvorimod fortællinger i føljetoner i højere grad strækker sig over flere afsnit, endda over flere sæsoner. I mange episodiske tv-serier er der omtrent 22-24 afsnit pr. sæson, mens sæsoner i føljetoner ofte indeholder ca. 10-13 afsnit.
Traditionelt blev tv-serier distribueret med faste intervaller. Der blev gerne udsendt et afsnit om ugen, men i takt med at streamingtjenester i 2010’erne begyndte selv at producere serier, er det blevet almindeligt, at alle afsnit af en sæson frigives på samme dato.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.