Tupilak. Siden 1905 er tupilakfigurer fremstillet i stort tal til gengivelse af ægte tupilakker. Øverst tv. ses en tupilak i sortfarvet træ med skeletornamenter og indsatte tænder af ben, derunder én med indsatte øjne, ligeledes i sortfarvet træ; tupilakken th. er af hvalrostand med sortmalede pupiller. Alle tre tupilakker er indsamlet i Østgrønland 1930-60 og findes på Nationalmuseet. Ægte tupilakker er aldrig fundet i Grønland.

.

En tupilak er et magisk væsen, der i gamle dage i Grønland blev lavet i hemmelighed for at skade et andet menneske, ofte pga. misundelse.

Faktaboks

Etymologi

Tupilak kommer af grønlandsk tupilak 'skadevolder'.

Materialet var fx knogler fra forskellige dyr og noget, der tilhørte offeret. Tupilakken blev vakt til live af en magisk sang og fik næring ved at suge på sin skabers kønsdele. Hvis offeret havde stærke amuletter, angreb tupilakken i stedet sin skaber.

I nutiden bruges tupilak om små, groteske figurer, udskåret i tand, ben, sten eller træ, der sælges som kunsthåndværk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig