Kølnæbbet tukan

Kølnæbbet tukan (Ramphastos sulfuratus) fra Costa Rica. Med en længde på ca. 51 cm er den en ret stor tukan, som er udbredt fra det sydlige Mexico til det nordlige Colombia og Venezuela.

Kølnæbbet tukan
Af /Minden/Ritzau Scanpix.
Rødgumpet tukanet
Rødgumpet tukanet (Aulacorhynchus haematopygus) fra Ecuador, Colombia og Venezuela er en af en række forholdsvis små tukaner, som populært kaldes tukanetter eller arasarier.
Rødgumpet tukanet
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Tukaner er en familie meget karakteristiske fugle i spættefuglenes orden. Familien omfatter fem slægter og 36 arter, som er udbredt i skovområder i tropisk Amerika. De måler 30-66 cm. Halen er ret lang, og fødderne kraftige. Særlig karakteristisk er det enorme, men ganske lette næb, der oftest har livlige, kontrasterende farver, og som kan give tukaner en overfladisk lighed med næsehornsfugle.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tukan kommer via spansk tucán eller portugisisk tucano fra indianersproget tupinambá tucano 'fugl'.
Også kendt som

Ramphastidae

Næbbets artskarakteristiske farver har formentlig betydning under pardannelsen, og det samme gælder måske størrelsen, der nok giver fuglene en længere rækkevidde, men derudover ikke ser ud til at være tilpasset nogen speciel kost, idet tukaner æder bær og andre små frugter samt forskellige dyr.

Kuldets 2-4 æg lægges i et træhul. Rugetiden er kort, godt to uger, men ungerne udvikler sig langsomt og forlader først reden efter 6-7 uger. De fodres af begge mager, undertiden med bistand fra andre voksne fugle.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig