Tube, (af lat. tubus 'rør'), rørformet beholder af metal eller plast med dæksel og lukkeanordning i den ene ende. Efter fyldning bliver rørets anden ende sammentrykt og lukket med en falsning eller svejsning. Metaltuber fremstilles af tin, fortinnet bly eller aluminium. Plasttuber er i dag helt dominerende, men metaltuber anvendes fortsat til medicin, kosmetik og visse kemikalier.