Træskonæb
Træskonæb (Balaeniceps rex) på vingerne over en sump i Zambia. Bemærk de mørke svingfjer.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Træskonæb er en stor, storkelignende fugl med et meget kraftigt, skoformet næb. Det er det eneste medlem af fuglefamilien Balaenicipitidae. På trods af sin overfladiske lighed med storkene hører den til de årefodede fugle og er således nærmere beslægtet med pelikanerne.

Faktaboks

Også kendt som

Balaeniceps rex, abu markub

Det er en stor fugl med en højde på 110-140 cm. Næbbet kan blive ca. 25 cm langt. Fjerdragten er gråblå med mørkere svingfjer.

Træskonæb lever i papyrussumpe i det østlige Afrika. Føden består især af lungefisk på op til 0,5 kg, som fuglen hugger efter gennem den tætte vegetation. Reden er en stor, flad forhøjning af plantedele. Kuldet består af 1-3 æg (normalt 2), men som regel overlever kun én unge.

Den totale bestand anslås til 5.000-8.000 individer, og på IUCN's rødliste anses arten for sårbar (VU).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig