tronhimmel

Tronhimmel, et stykke rigt udsmykket tekstil, der er spændt ud højt over fyrstens trone og ofte har et rygstykke. Som flere andre kongelige værdighedstegn har den sin oprindelse i oldtidens Persien. Her symboliserede den himmelhvælvet og gjorde dermed kongen på tronen til Universets midtpunkt og behersker. Via Det Byzantinske Rige kom tronhimlen som suverænitetssymbol til Europa og blev i kirken til ciboriet, baldakinen over højalteret. De vesteuropæiske fyrster fremtrådte fra senmiddelalderen til slutningen af 1800-t. ved alle ceremonielle lejligheder under en himmel. Den nyfødte gav audiens i en vugge med himmel, prinsen blev viet under en bryllupshimmel, kongen bar sin krone under en salvningshimmel, gik i procession under en bærehimmel og lå lig under en begravelseshimmel.

I Danmark modtager monarken stadig ambassadører stående foran tronhimlen på Christiansborg. Frederik 2.s bordhimmel fra Kronborg er bevaret som svensk krigsbytte i Stockholm, og Christian 6.s audienshimmel fra Christiansborg kan ses på Rosenborg.

Det heraldiske våbentelt, som bl.a. optræder i det kongelige våben, er en tronhimmel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig