Triggerpunkt, lille, hyperfølsomt område i en muskel, dennes sene eller omgivende bindevævsmembran (fascie), som forekommer almindeligt ved muskelgigt. Ved glidende tryk hen over musklen (palpation) udløses der, når punktet rammes, en kraftig lokal smerte, ofte ledsaget af en hurtig muskelsammentrækning og måske også en fjernsmerte i et område, der hører til triggerpunktet. Denne fjernsmerte kan være identisk med patientens primære symptom, fx hovedpine forårsaget af et triggerpunkt i nakkemuskulaturen. Punkterne forekommer i øvrigt mest almindeligt i ryg-, skulder- og hofteregionerne. Der er en sammenhæng med forøget muskelspænding, men der er ikke med sikkerhed påvist mikroskopiske vævsforandringer eller biokemiske forstyrrelser i eller omkring punkterne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet trigger er engelsk og betyder 'aftrækker, udløser'.

Smerte udløst fra triggerpunkter kan ofte afhjælpes med bl.a. fysioterapi, blokadebehandling, varmebehandling, transkutan nervestimulation og laserbehandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig