Tridymit, (af gr. tridymos 'tredobbelt', efter mineralets trillingkrystaller, og -it), farveløst mineral med glasglans, hårdhed 7 og massefylde 2,27 g/cm3. Tridymit krystalliserer orthorombisk og har den kemiske sammensætning SiO2. Mineralet er højtemperaturformen af kvarts og dannes mellem 870 °C og 1470 °C. Det findes i SiO2-rige vulkanske bjergarter som fx rhyolit, ofte sammen med cristobalit.