Triangulær terapi, psykoterapeutisk metode, der især bruges til voksne. Triangulær terapi er nært beslægtet med tegneterapi og bygger på en psykologisk forståelse af, hvad der er virksomt i terapiformer, der arbejder med kreativ fordybelse og tegning.

Der bygges på antagelsen af, at mennesket for at overleve og trives må udvikle sin kærlighedsevne i relation til andre mennesker og samtidig tilpasse sig og være kreativt skabende i forhold til sine ydre livsvilkår.

Triangulær terapi arbejder med fokus på den såkaldte triangulære relation mellem terapeut, klient og tegning. Det vil sige, at der dels arbejdes i den direkte kontakt mellem terapeut og klient, dels med kontakten til tegningen som en slags selvstændig tredje part i rummet.

Tegningen "taler med" på sin egen måde med de farver, former og symboler, klienten vælger at udtrykke. Tegningen bliver en fælles sag mellem klient og terapeut. Triangulær terapi sætter fokus på at bygge bro mellem klientens indre og ydre virkelighed. Se også psykoterapi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig