trecento

Trecento, den verdslige musik i 1300-tallets Italien, nærmere bestemt 1325-1425. Den italienske trecentomusik er et sidestykke til den franske ars nova, som den er inspireret af, men dog adskiller sig fra, bl.a. ved at være mindre udspekuleret og lettere tilgængelig.

Faktaboks

etymologi:
Ordet trecento er italiensk, efter il Trecento '1300-t.', 2. ord forkortet af mille trecento '1300'.

Den velklingende trecentomusik har sangbar melodik og sammenlignet med ars nova-musikken enkel rytmik.

Trecentomusikken omfatter tre hovedformer: madrigal (ældre type), ballata (identisk med den franske virelai) og caccia (også med fransk forbillede).

I epokens begyndelse var madrigalen (først to- og siden trestemmig) den mest yndede, og i slutningen var det ballataen (to- såvel som trestemmig), der hyppigst blev brugt af komponisterne, hvoraf de mest betydelige var Jacopo da Bologna, Niccolò da Perugia og Francesco Landini.

Madrigalteksterne er kærlighedsdigte, mens ballata- og caccia-teksterne har mere blandet indhold. Blandt digterne er berømtheder som Giovanni Boccaccio og Francesco Petrarca.

Trecentokomponisterne anvendte deres egen notationsform, der afveg fra ars nova-notationen, men som i begyndelsen af 1400-tallet gik tabt, samtidig med at den italienske musik i almindelighed mistede sin egenart.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig