Treasury bills, kortfristede værdipapirer, der er udstedt af en regering, ofte gennem landets centralbank, som led i statsgældspolitikken. Sådanne kortløbende papirer, med en typisk løbetid på tre måneder (91 dage), blev først udstedt i 1877 i Storbritannien med henblik på at dække sæsonmæssige svingninger i statens finansieringsbehov. Især i de angelsaksiske lande er de blevet et vigtigt instrument i den pengepolitiske styring; i Danmark udstedes skatkammerbeviser.