Trappist-øl, øl fremstillet på seks trappistklostre i Belgien: Achel, Chimay, Orval, Rochefort, Westmalle, Sint-Sixtus (Westvleteren) og et enkelt i Holland: La Trappe (Konninghoeven). Sidstnævnte er efter salg til en storkoncern tvivlsomt som ægte trappistbryggeri. På de øvrige klostre brygges øllet inden for murene.

Traditionen for ølbrygning på klostre har dybe rødder, men i Belgien er brygning af trappist-øl først og fremmest et fænomen efter Napoleonskrigene og restaurationen, hvor trappistmunkene fik et fristed i landet. Der er ingen egentlig fællesnævner for øltypen, dog er de alle overgærede og af ret høj alkoholstyrke – fra den gyldne Orval (7% vol. alkohol) til den mørke Westvleteren (12% vol. alkohol). Betegnelsen trappist-øl er beskyttet af ordninger, der svarer til fransk vins appellation d'origine contrôlée.

Man skelner i Belgien mellem klosterøl (fx Leffe og St. Bernardus), der laves på licens af privilegerede bryggerier efter opskrifter fra klostrene, og de ægte trappist-øl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig