Transplantation (Tyndtarmstransplantation), Tyndtarmstransplantation er fortsat en eksperimentel behandling, men transplantation er foretaget pga. medfødt misdannelse, læsion, blodprop i tarmen (mesenterialtrombose) og Crohns sygdom, eller hvis kompliceret tarmslyng med kirurgisk fjernelse af dødt tarmvæv har medført, at tyndtarmen er blevet så kort, at næringsoptagelsen er utilstrækkelig (korttarmssyndrom). Patienter med korttarmssyndrom kan leve i mange år vha. intravenøs ernæring via et drop, men infektion eller leverbeskadigelse kan hindre fortsættelse af denne behandling. Der er i alt foretaget ca. 200 tyndtarmstransplantationer i verden, men afstødningshyppigheden og infektionsrisikoen er stor. Overlevelsen efter fem år er ca. 30%. Der er endnu ikke foretaget tyndtarmstransplantation i Danmark; her kunne 1-2 personer om året have behov for det.