Transplantation (Bugspytkirteltransplantation), Bugspytkirteltransplantation tilsigter at være en radikal behandling af insulinkrævende diabetes mellitus (sukkersyge), således at insulinbehandling kan undværes, og risikoen for senkomplikationer reduceres. Der transplanteres enten en del af en bugspytkirtel eller isolerede insulinproducerende celler fra en bugspytkirtel.

Bugspytkirteltransplantation udføres næsten kun i forbindelse med nyretransplantation hos diabetespatienter med kronisk nyresvigt. Den transplanterede bugspytkirtels udførselsgang udmunder i en tarmslynge for at aflede bugspyttet. Ca. 2/3 af patienterne har en velfungerende bugspytkirtel efter fem års observationstid med bedring af den diabetiske nervesygdom og opnår desuden ofte en beskyttelse mod udvikling af diabetisk nyresygdom i den transplanterede nyre.

Transplantation af isolerede insulinproducerende celler er fortsat en eksperimentel behandling; kun få patienter har kunnet undvære insulinbehandling. Det kan forventes, at resultaterne bedres ved fremkomst af mere effektive lægemidler til undertrykkelse af afstødningsreaktioner samt ved igangværende forbedrede teknikker til isolation, oprensning og opbevaring af de insulinproducerende celler.

Læs mere om transplantation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig