Transformation er i botanikken en betegnelse for overførsel af fremmede gener til planter. Det kan i naturen ske, ved at visse jordbakterier (se Agrobacterium) overfører nogle af deres gener til planter. En række metoder er udviklet til brug i laboratoriet, hvor transformation er en meget brugt metode til at undersøge funktionen af specifikke gener.

Faktaboks

Etymologi
Ordet transformation kommer af latin transformatio 'forvandling, omdannelse', af trans- og formare 'danne'.

Ved den mest anvendte metode til kunstig transformation, gensplejsning, udskiftes visse af jordbakteriernes gener med de nye gener, der ønskes indført i planten. Planterne bliver transformeret, når de inficeres med den modificerede bakterie, og det ønskede gen overføres til plantens kromosom. Metoden er god til mange planter, fx raps, kartoffel og roe. Korn og andre græsser transformeres i reglen lettest ved at beskyde plantecellerne med guldpartikler, der er belagt med DNA. Hertil benyttes en særlig genkanon.

Uanset metoden må man efter transformationen udvælge de få celler, der har modtaget det nye gen. I praksis transformeres med et markørgen, som fx gør cellerne modstandsdygtige over for et herbicid eller i stand til at leve på et særligt sukkerstof.

De transformerede planter dyrkes i specielle drivhuse eller klimakamre, som sikrer, at de ikke slipper ud i naturen. Når forskerne har undersøgt dem for ændrede egenskaber for at forstå funktionen af det overførte gen, bliver planterne destrueret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig