transduktor

Artikelstart

Transduktor, (af trans- og lat. ductor '(en) fører, leder'), elektrisk apparat til styring af store elektriske effekter og til måling af store jævnstrømme ved høje spændinger. Den førstnævnte anvendelse er dog i stor udstrækning overtaget af moderne halvlederelektronik.

Transduktoren består ligesom transformeren af en lukket, magnetisk kreds (jernkerne) forsynet med to sæt viklinger. I transduktoren er det jernkernens magnetiske mætning, der udnyttes. Når den magnetiske feltstyrke i kernen øges over en vis grænse, kan der ikke anvendes mere energi til at opmagnetisere materialet. Den elektriske spænding over viklingen på en mættet kerne er meget nær nul, mens den er stor, inden kernen er mættet. Mætningsgraden i kernen reguleres af en jævnstrøm gennem transduktorens ene vikling, styreviklingen.

Ved styring af elektriske effekter forsynes den belastning, man ønsker at styre, med en vekselspænding. Mens styrespændingen går gennem den ene vikling, indkobles transduktorens anden vikling (belastningsviklingen) i vekselspændingskredsen sammen med en ensretter. Spændingen over belastningsviklingen vil modvirke forsyningsspændingen, så længe kernen ikke er magnetisk mættet. Når kernen er mættet, får belastningen den fulde forsyningsspænding.

I måletransduktoren, som anvendes til måling af højspændings-jævnstrømme, tilsluttes den jævnstrøm, man ønsker at måle, den specielt udformede styrevikling i transduktoren, og belastningen er da et mål for jævnstrømsstyrken.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig