Trafikfarlige lægemidler, lægemidler, som kan nedsætte evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner på forsvarlig måde. Det drejer sig fortrinsvis om lægemidler, der hos nogle personer kan virke dæmpende på centralnervesystemet og derved nedsætte reaktionsevnen, fx forskellige psykofarmaka, stærke smertestillende lægemidler, lægemidler mod epilepsi samt visse antihistaminer mod allergi. Lægemidler, som udvider pupillen i øjet, fx atropin, kan påvirke synsevnen, og muskelafslappende lægemidler kan påvirke muskelkraften.

Lægemiddelstyrelsen angiver ved markedsføringen af et lægemiddel, om det skal klassificeres som trafikfarligt. Det angives med en rød advarselstrekant på pakningen og er anført i den informationsseddel, der er indlagt heri. Advarslen signalerer, at forsigtighed tilrådes ved bilkørsel og maskinbetjening, især ved første dosis. Det er vanskeligt at angive en trafiksikker dosis for trafikfarlige lægemidler, da der kan være stor individuel forskel på reaktionen på lægemidler. Det er derfor vigtigt at kende sin egen reaktion på lægemidlet indtaget i sædvanlige doser, før man fører motorkøretøj. Samtidig alkoholindtagelse forstærker disse trafikfarlige virkninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig