Trækprøvning, prøvemetode, der er den vigtigste målemetode inden for metallernes materialeprøvning. Trækprøvning udføres ved, at et tildannet prøvelegeme, fx en cylindrisk stang med gevind, spændes op mellem to kæber og forlænges med konstant trækhastighed.
Kraften på prøven pålægges enten elektromekanisk vha. en skruespindel (såkaldt stiv maskine) eller vha. en hydraulisk pumpe (blød maskine); trækprøvemaskinerne bygges til en maksimal trækkraft på 2-100 t. Prøvestangen udsættes for en stigende spænding, der beregnes som den pålagte kraft divideret med prøvens oprindelige tværsnitsareal. Tøjningen e er prøvens længdeforøgelse divideret med den indstregede begyndelseslængde.
Resultatet er et trækprøvediagram (arbejdskurve), hvor tøjningen (i %) kan afsættes som funktion af spændingen (i MPa). Ved små tøjninger er formændringen elastisk, dvs. spændingen er proportional med tøjningen (se Hookes lov). Ved en vis spænding, flydespændingen, begynder den plastiske deformation. Flydespændingen angives af praktiske grunde ofte som den værdi, hvor den plastiske deformation har nået 0,2%.
Brudgrænsen eller trækstyrken er den højeste spænding, som stangen kan bære. Når maksimalværdien er passeret, begynder prøvestangen at snøre sig ind, og kort efter indtræder bruddet. Trækprøvningens vigtigste enkeltværdi er flydespændingen, da det er denne, der afgør, hvor meget en komponent kan udsættes for uden blivende formforandring.
Se også trykprøvning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.