Torpedoer var under 2. Verdenskrig det vigtigste ubådsvåben, og i løbet af krigen blev de løbende udviklet. Billedet, som stammer fra det nazistiske propagandatidsskrift 'Signal', viser lastningen af en torpedo gennem en luge i dækket på en ubåd i den tyske krigsmarine i 1941.

.

En torpedo er et cylindrisk og cigarformet selvbevægende undervandsvåben til brug mod skibe og ubåde. Torpedoer fremføres af skibe, ubåde eller fly og kan baseres i batterier på land.

Faktaboks

Etymologi

Torpedo er et engelsk låneord og kommer af det latinske torpedo, der betyder 'lammelse' eller 'elektrisk rokke'. Det er en afledning af torpere, 'at være stiv'

Torpedoer kan være selvvirkende og løbe ad en forudberegnet, ret bane og i forudindstillet dybde. De kan gennemløbe forskellige banemønstre, dirigeret af et forudindstillet programværk, eller de kan, bortset fra de flybårne, være fjernstyret via kabel til affyringsplatformen. Torpedoer kan være aktivt akustisk målsøgende eller søge passivt efter målets støj, og de detonerer ved anslag eller ved magnetisk tændsystem, der aktiveres af målets magnetfelt.

De tidligste torpedoer

Den første funktionsdygtige torpedo fremstilledes af den britiske maskinkonstruktør Robert Whitehead. Han præsenterede i 1866 den første selvbevægende, fiskeformede torpedo, der kunne bevæge sig uset under vandet. Dens diameter var 35,5 cm, den var 3,4 m lang og vejede 136 kg inkl. en sprængladning på ca. 7 kg. Fremdriften skete vha. komprimeret luft og gav en fart på 6 knob og en rækkevidde på ca. 300 m.

Torpedoer efter Whiteheads principper var i operativ tjeneste i Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-1878, men med tvivlsomt resultat. Først i den chilenske borgerkrig 1891 og under de indre brasilianske konflikter i 1890'erne blev de anvendt med nogen succes. Den tidligere udvikling af såkaldte stang- og slæbetorpedoer ophørte. I 1875 kom de første torpedoer til Danmark, hvor selvstændig produktion foregik fra 1889 indtil 2. Verdenskrig.

De vigtigste operative krav til torpedoer er høj hastighed, stor rækkevidde, kraftig sprængvirkning samt god træfsikkerhed gennem præcis dybde- og sidestyring. Tekniske forbedringer siden Whitehead har stedse bedre imødekommet disse krav, og torpedoer blev anvendt med betydelig effekt i Den Russisk-japanske Krig 1904-1905 og i de to verdenskrige.

Moderne torpedoer

Moderne torpedoer fremføres i reglen af batteridrevne motorer, de er normalt fjernstyrede og aktivt eller passivt akustisk målsøgende. De findes i kalibre på ca. 32-55 cm, længder på ca. 3-7 m og totalvægt på 200-1700 kg. Rækkevidde og fart varierer fra type til type og spænder over hhv. ca. 5-45 km og 25-50 knob. Sprængladningsvægten varierer mellem ca. 35 og 350 kg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig