Torbister er en overfamilie af biller, udbredt over hele verden med ca. 28.000 kendte arter, i Danmark ca. 90 arter. Størrelsesvariationen er kolossal, fra ca. 1 mm helt op til 16 cm hos enkelte tropiske former. De voksne biller er primært kendetegnet ved deres usædvanligt udformede følehorn, som ender i en oftest 3-7-leddet, asymmetrisk kølle, hvis enkelte led indadtil danner en smal, tynd og pladeagtig forlængelse. De som regel kraftige bens skinneben er næsten altid stærkt tandede på ydersiden eller forsynet med ophøjede tværlister. Hos mange arters hanner finder man forskellige former for hornprydelser. Torbistlarverne er generelt blege og C-formet krummede med veludviklede ben.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet torbist: 1. led af germansk *turða- 'skarn, snavs', 2. led vist omdannelse af bisse.
- Også kendt som
-
Scarabaeoidea, bladhornede
De inddeles almindeligvis i flere familier. Til hjortebillerne (Lucanidae) hører bl.a. Europas største bille, den op til 7 cm lange eghjort (Lucanus cervus), samt de mindre arter bøghjort (Dorcus parallelipipedus), blåhjort (Platycerus caraboides) og valsehjort (Sinodendron cylindricum). En anden familie er skarnbasserne (Geotrupidae). De egentlige torbister (Scarabaeidae) indeholder langt størstedelen af arterne og omfatter så kendte former som guldbasser (Cetoniinae), næsehornsbille (Oryctes nasicornis), eremit (Osmoderma eremita) samt de gigantiske tropiske goliatbiller (Goliathus spp.), herkulesbillen (Dynastes hercules) og elefantbillen (Megasoma elephas).
Udviklingen er hos mange torbister enårig, hos andre to- eller flerårig. Larverne lever skjult, som regel i jorden eller i smuld eller ved af dødt træ. Føden består oftest af plantemateriale, fx rødder eller dødt ved; hos visse grupper gødning. Pupperne findes generelt samme steder som larverne, ofte beskyttet af en sammenkittet kokon. Hos mange torbister, fx møgbiller (Aphodius spp.) og andre gødningslevende former, findes de voksne biller på samme sted som larverne. Hos andre, fx visse af formerne med rod- eller trælevende larver, søger de til blomster eller løv. De er generelt gode flyvere, og de fleste er nat- eller skumringsaktive. Visse af de planteædende arter kan volde skade på landbrugsafgrøder, græsarealer og juletrækulturer. Det gælder fx gåsebillen (Phyllopertha horticola) og — især tidligere — almindelig oldenborre (Melolontha melolontha).
Mange arter, særlig blandt gødningsbillerne, udviser en stærkt specialiseret levevis og har bl.a. en veludviklet yngelpleje. Særlig kendt er pillebillen, den hellige egyptiske skarabæ (Scarabaeus sacer), som til sit afkom bearbejder gødningskugler, der trilles til et passende ynglested.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.