tone - akustisk begreb

Tone, (af lat. tonus, gr. tonos 'udspænding, stemmeføring, lyd'), inden for akustik en lyd frembragt af en lydgiver, der udfører regulære, dvs. inden for et vist tidsrum periodiske, svingningsbevægelser. En ren tone har en bestemt frekvens, tonehøjden, mens dens intensitet kan variere. En sammensat tone består af to eller flere rene toner, hvoraf den med laveste frekvens kaldes grundtonen, og de højere frekvenser overtoner. Hvis overtonernes frekvenser er hele multipla (dvs. 2,3,4,...) af grundtonens frekvens, kaldes de hhv. anden, tredje, fjerde osv. harmoniske af grundtonen.

Sammensatte toner, hvori der kun indgår en grundtone og dens harmoniske, opfattes som vellyd; de udgør en væsentlig bestanddel af bl.a. musik og fuglesang. Derimod indeholder fx mågeskrig og løvebrøl andre overtoner end de harmoniske.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig