Toilet. Vandkloset fra et katalog over varer, der kunne leveres af det københavnske firma Sanitas i 1898. På væggen sidder cisternen, der ved træk i snoren leverer vand til toiletskålen. Prisen for hele arrangementet: klosetskål, cisterne og bærere til denne, messingkæde med træk, sæde af træ og skyllerør løb op i 91 kr. svarende til ca. en tiendedel af en ufaglært arbejders årsløn.

.

De ældste toiletter kendes fra ca. 2300 f.v.t. dels fra Mesopotamien, dels fra Kreta.

Faktaboks

Etymologi
Ordet toilet er kommet via tysk fra det franske (cabinet de) toilette '(rum til) påklædning', afledning af toile 'lærred, linned', af latin tela 'vævet stykke tøj'.
Også kendt som

wc, lokum

Indendørs toiletter kendes ligeledes fra før vor tidsregning i såvel græske som egyptiske huse, og også i romerske huse forekom toiletter i forbindelse med et veludviklet vandforsyningsnet. Derudover har offentlige latriner været kendt langt tilbage i tiden.

I Danmark fandtes de ældste lokummer i byerne; de var placeret over dybe huller, som var muret op eller var træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt eller blot dækket til, hvorefter et nyt hul blev gravet.

På adelige hovedgårde og kongelige slotte blev der fra senmiddelalderen ofte indrettet murede "hemmeligheder", små rum med sæder med huller i, som havde direkte forbindelse ned i voldgraven.

I midten af 1800-tallet blev tøndesystemet indført. Retirader, dvs. små skure med latrintønder, stod i byernes baggårde, og hver uge blev tønderne tømt eller udskiftet af byens natmænd. Tøndesystemet muliggjorde andre former for toiletter i boligen i form af kasser med spande i, fx Marinos tørkloset, som opsamlede det faste og det flydende i hver sin metalbeholder, der overstrøedes med tørvesmuld og ventileredes gennem tilslutning til skorsten.

Disse indendørs anordninger blev tømt i gårdens tønder eller afhentet af renovationsfirmaer. Som toiletpapir blev der brugt fx indpaknings- og avispapir.

På landet benyttede man stald eller mødding og senere tøndelokum, mange steder helt op til midten af 1900-tallet. Derudover var det både på landet og i byerne i århundreder almindeligt at have potter og natstole, dvs. stole med indbygget potte.

De ældste kloakker i Danmark anlagdes i København i 1790. En moderne kloakering fik København og mange provinsbyer i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter man kunne installere vandkloset, wc (engelsk water closet).

Undertiden blev gårdens retirader indrettet med wc'er ("træk og slip"), ellers blev wc'er installeret på etagerne enten på bagtrappen eller i lejlighederne, visse steder så sent som i 1960'erne. Der er indrettet toiletter i de allerfleste boliger i Danmark i dag.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig