tjuvasjisk

Tjuvasjisk er den eneste nulevende repræsentant for de tidligere meget udbredte r-tyrkiske eller bolgariske sprog, som er den ene af den tyrkiske sprogfamilies to hovedgrene. Sproghistorisk er det mest karakteristiske ved tjuvasjisk denne grens bevarelse af de urtyrkiske konsonanter *-r og *-l i slutningen af ord. Alle de øvrige moderne tyrkiske sprog tilhører den såkaldte z-tyrkiske gren, som ændrede disse lyde til sibilanter, og de samme ord på andre tyrkiske sprog ender derfor på henholdsvis -z og -ş (eller senere deraf afledte lyde).

Lydsystemet i tjuvasjisk er endt med at være enklere end i de andre tyrkiske prog, delvis på grund af indflydelse fra det finsk-ugriske nabosprog mari (tjeremissisk). Det tjuvasjiske ordforråd er præget af lån fra både finsk-ugriske sprog og tatarisk, der også er et tyrkisk sprog, foruden arabisk, persisk, mongolske sprog og russisk.

Tjuvasjisk havde ikke noget skriftsprog, før den russiske kristne mission blandt tjuvasjerne begyndte i 1700-tallet. Sproget blev skrevet første gang i 1730’erne med det russisk-kyrilliske alfabet, og i 1769 udkom den første grammatik over tjuvasjisk. I 1871-1872 fik sproget sin egen variant af det kyrilliske alfabet, som blev revideret i 1933. Den nuværende udgave af alfabetet stammer fra den seneste revision i 1938.

Tjuvasjisk har to dialekter, viryal eller den øvre dialekt, som tales af tjuvasjere, der lever opstrøms Volgafloden, og anatri eller den nedre dialekt, som tales af dem, der bor nedstrøms. Det officielle skriftsprog er baseret på sidstnævnte dialekt.

• Tjuvasjien
• tjuvasjere
• tyrkiske sprog
• volgabulgarere