Tinamuer er en familie og orden af syd- og mellemamerikanske fugle. Skønt de står nær strudsfuglene, kan tinamuer flyve, om end de hverken er udholdende eller manøvredygtige. De 46 arter er 15-49 cm og ligner nærmest hønsefugle med brune eller grå camouflagefarver, kompakt kropsbygning, kraftige løbeben og en meget kort hale. De færdes på jorden i skov eller græsland og gør sig især bemærket ved vidtlydende, fløjtende kald. Føden er blandet vegetabilsk og animalsk.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet tinamu kommer fra det indianske sprog galibi i Fransk Guyana.
- Også kendt som
-
Tinamidae, Tinamiformes
Æggene fra en eller flere hunner lægges i en simpel rede på jorden og ruges af hannen. Æggene er ensfarvede, glinsende og meget smukke, grønne, brune, turkis eller purpurfarvede afhængigt af arten.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.