Tiltrædelsesoverenskomst, lokal overenskomst på det private arbejdsmarked mellem en virksomhed, som ikke er medlem af en arbejdsgiverforening, og en fagforening om regulering af løn, arbejdstid og øvrige arbejdsvilkår. Herved tiltræder virksomheden bestemmelserne i en af de landsdækkende overenskomster, samt reglerne for behandling af faglig strid. Evt. brud på overenskomsten kan dermed behandles efter de samme regler, som gælder for de landsdækkende overenskomster. Virksomheder med tiltrædelsesoverenskomst inddrages ikke i de arbejdskonflikter, der undertiden følger overenskomstfornyelserne. Antallet af tiltrædelsesoverenskomster kendes ikke, men det antages at være betydeligt, da knap halvdelen af de privatansatte lønmodtagere er ansat hos ikke-organiserede arbejdsgivere.