tiltaleform

I dansk og nordisk kan du som tiltaleform spores så langt tilbage, kilderne rækker. I middelalderen finder man, sikkert efter mønster i ridderkulturen, ved siden af du også I, fx i folkeviserne Hør I det, stalten Signelille. I 1600- og 1700-tallet kunne efter tysk forbillede anvendes han/hun i tiltale, jf. fx Holbergs komedier.

I 1700- og 1800-tallet udvikledes en længerevarende praksis: at bruge De, Dem og Deres til markering af afstand og agtelse, i de højere lag undertiden også mellem ægtefæller og af børn til deres forældre. Afstanden mellem børn og ældre slægtninge kunne helt op i 1900-tallet i visse bymiljøer markeres ved, at man ikke sagde du til sin far, mor, morfar osv., men altid fx far, mor, morfar må undskylde, at jeg blev forsinket.

Tiltale med titel har i århundreder været anvendt over for fyrstelige personer, højere officerer og embedsmænd: Har rektor et øjeblik? Vil professoren skrive under her? Men i sidste halvdel af 1900-tallet ophørte denne praksis, bortset fra tiltale af kongelige og undertiden ministre og officerer. Vorherre har altid været tiltalt du: Du, som er i himlene.

Brugen af du blev stadig mere intens i løbet af 1900-tallet, fx i kollegial sammenhæng. Mens elever tidligere altid tiltalte lærere med De, bruges nu kun du. På arbejdspladser er De blevet yderst sjældent: Fru Hoffmann, vil De tage notat? I takt med denne udvikling er værdien af du som udtryk for nærhed og fortrolighed svækket, men omvendt kan det være vanskeligt at signalere høflighed med et altdominerende du, og i visse servicebrancher ser man tendens til genindførelse af De som tiltaleform over for voksne kunder.

Samme tendens, blot i mindre grad, ses ved tysk du og fransk tu over for hhv. Sie og vous. Det engelske you, der oprindelig kun blev brugt i 2. person pluralis, har fortrængt det ældre thou, og brugen heraf kan have fremskyndet den danske udvikling fra De til du.

• hilseformer
• pronomen