thriller

Thriller, spændingsfilm, især tidligere også kaldt gyser. Thriller kan som en forholdsvis løs genrebetegnelse benyttes overordnet om mere veldefinerede populærgenrer som krimi-, agent-, spion-, science fiction-, action- og horrorfilm.

Faktaboks

etymologi:
Ordet thriller kommer af engelsk, af verbet thrill '(få til at) gyse'.

Effekten beror ofte på stemning mere end på handling, på uhyggelig belysning og truende musik samt på psykologisk spænding (suspense) om udfaldet af en farlig situation.

Genren er blevet dyrket siden stumfilmen, bl.a. i serials, fx The Perils of Pauline (1914), og i Fritz Langs Dr. Mabuse der Spieler, 1-2 (1921-22) og Spione (1928, Spioner). Thrillerens hovedskikkelse er Alfred Hitchcock, der gennem næsten hele sin produktion udforskede dens muligheder med højdepunkter som The Lodger (1926, London-Mysteriet), Rebecca (1940), Strangers on a Train (1951, Farligt møde) og Psycho (1960).

Genren fortsatte i 1940'ernes og 1950'ernes film noir, og i 1990'erne fik den en renæssance med urovækkende film som The Silence of the Lambs (1991, Ondskabens øjne) og The Blair Witch Project (1999).

Af de få danske eksempler kan nævnes Mordets Melodi (1944), Nattevagten (1994) og Christoffer Boes Alting bliver godt igen (2010). Thriller bruges på engelsk også om kriminal- og spændingsromaner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig