Tetrahedrit, (af samme ord som tetraeder og -it, efter den hyppige tetraedriske krystalform), fahlerts, ugennemsigtigt stålgråt mineral med metalglans. Det har hårdheden 3-4 og massefylden 4,5-5,5 g/cm3. Mineralet har den kemiske sammensætning (Cu,Fe,Ag)12Sb4S13. Små mængder af en række metaller kan opløses i krystalstrukturen; tetrahedrit med stor mængde opløst sølv betegnes freibergit. Tetrahedrit er et vigtigt kobbermineral og har pga. indhold af sølv stor økonomisk betydning. Det findes i hydrotermale mineralgange.