Tetraethylbly, (1. led af tetra- og ethyl-), Pb(C2H5)4, meget giftig væske, som sammen med tetramethylbly, Pb(CH3)4, kan anvendes som tilsætningsstof til motorbenzin for at forøge oktantallet. Ved forbrænding dannes blyoxid, der har en smørende effekt. Hovedparten af blyet reagerer med andre tilsætningsstoffer (scavengers) og omdannes til flygtigt blyklorid og blybromid. Tidligere var blyadditiver hovedårsagen til luftforurening med bly i byområder. I den industrialiserede verden bruges de stort set ikke mere, men de er stadig et væsentligt problem i mange udviklingslande. Se også antibankemiddel og trafik (forurening).